Søg

Kategorier

Pensées en chemin : Ma France, des Ardennes au Pays basque (poche)

Pensées en chemin : Ma France, des Ardennes au Pays basque (poche)


89,00 kr
Klubpris : 80,10 kr

Kahn, Axel

15 på lager - 2 - 4 dages leveringstid

Tour de France i vandrestøvler. En dag besluttede den kendte videnskabsmand, universitetsrektor og debattør Axel Kahn sig for at vandre sit land, Frankrig, rundt. Undervejs skrev han en blog, der blev fulgt af titusinder, og har senere udgivet to bøger om turen. Han beskriver et land, hverken turistbrochurer eller Tour de France-kameraer beretter om: en nation i dyb krise. Men der er også grund til at håbe, lyder det fra den 70-årige vandringsmand. For godt tyve år siden mødte den internationalt kendte franske genetiker, universitetsrektor og samfundsdebattør Axel Kahn en meget gammel mand i 1.400 meters højde i det centrale Frankrig. Manden var svøbt ind i et overlevelsestæppe i alufolie, for uvejret havde overrasket ham, og han havde tilbragt natten i det fri. »Det fik mig til at stille det dumme spørgsmål, når man tager mandens tilstand i betragtning: »Hvad laver en mand i Deres forfatning her?«. Svaret kom omgående. »Mener De, at jeg skulle være på et plejehjem, mens jeg venter på en pistol og et bækken? Vi vælger alle vores liv, også jeg«. Tyve år senere tænkte Axel Kahn på dette møde, da han som pensionist skulle forberede sig på et nyt liv efter sit sidste job som rektor for et universitet i Paris. Han havde netop ført valgkamp for Socialistpartiet i Paris mod selveste den afgående premierminister, og han kunne fortsætte i den akademiske verden. Mulighederne stod åbne. »Jeg havde ikke lyst til noget af det. Til gengæld ville jeg gennemføre et gammelt projekt, nemlig gennemkrydse Frankrig til fods, finde mig selv efter et allerede langt liv, i kontakt med mennesker, som er knyttet til deres jord«, siger han i telefonen til Politiken fra sin sommerbolig i Champagne-området i Frankrig. Vandring på kryds og tværs Denne helt personlige 'Tour de France' begyndte i maj 2013 i Givet i det nordøstlige Frankrig på grænsen til Belgien, og den sluttede godt 2.000 kilometer og knap tre måneder senere i Ascain i Baskerlandet få kilometer fra Spanien. Året efter marcherede han igen omkring 2.000 kilometer, 40 kilometer om dagen, denne gang fra den yderste spids af Bretagne til Menton på Rivieraen et stenkast fra Italien. Han havde i bogstaveligste forstand vandret gennem landet på kryds og tværs. »Efter den første tur måtte jeg af sted igen. Eventyret, mødet med mennesker og glæden ved at gøre nye iagttagelser trak i mig, allerede inden jeg havde stillet vandreskoene på plads«, fortæller Axel Kahn. Begge ture førte ham gennem flere af de landskaber, vi har set i dette års Tour de France og tidligere udgaver af løbet. »Jeg tog af sted for at opdage Frankrig, for at møde alle former for skønhed: landskaberne, naturen, de kølige morgener, for at træffe mænd og kvinder på vejene«. Det Frankrig beskriver han i de to bøger, han har udgivet om sin lange vandring, og på sin blog, som han skrev undervejs. Han fører os gennem det romantiske, smukke Frankrig, vi opsøger som turister med floder, bjerge, småbyer på bakkeskråninger og et glitrende hav i baggrunden. Han konfronteres også med et andet Frankrig, krisens og fattigdommens Frankrig, som aldrig figurerer i avisernes rejsetillæg, men som millioner af mennesker lever midt i. »På hundredvis af kilometer har jeg set en stribe af byer, hvor halvdelen af befolkningen forsøger at klare sig for det absolutte minimum«, siger han om sin første tur i 2013, der begynder blandt nedlagte fabrikker i Ardennerne i det nordøstlige Frankrig, hvor forladte industriområder næsten får den rejsende til at glemme de smukke landskaber. Flere hundrede kilometer derfra, i den gamle kulmineby Decazeville i det centrale Frankrig, er han dybt rystet. »Atmosfæren er underlig og tyngende. Mindst hver anden forretning er lukket, mens der fra højttalere uafbrudt lyder reklamer for de få butikker, der endnu er åbne, måske for at undgå, at de også forsvinder«, lyder hans beskrivelse i bogen ’Pensées en chemin’ - ’Tanker undervejs’. Frankrig i forfald? Her anslår han et tema, som er fremherskende i den franske debat, nemlig teorien om landets forfald, mens andre advarer mod overdreven pessimisme. Hvor stiller han sig selv i den debat efter et langt liv som forsker og politisk aktiv på venstrefløjen og nu med godt 4.000 kilometer i fødderne? »Befolkningen føler sikkert, at det går dårligt. Hos hovedparten af franskmændene dominerer en følelse af tilbagegang, som de hører om hele tiden. Men i virkeligheden er det måske mindre slemt, og fænomenet er det samme i andre lande«, siger han i dag. Axel Kahn oplever undervejs, at masser af franskmænd har ’brudt’ med samfundet, selv om de lever helt normalt midt i det. Enten interesserer det politiske liv dem ikke, eller de kaster sig i armene på det nationalistiske parti Nationalfronten med ifølge ham verdensfjerne løsninger i protest mod de etablerede partier, som ikke varetager deres interesser – hvilket Axel Kahn ytrer en vis forståelse for. Alligevel er der masser af lyspunkter undervejs, fra skovene i Argonne-området i Ardennerne til vinmarkerne i Bourgogne og små byer med slotte og kirker, som vidner om Frankrigs enestående kultur. Han formår undervejs at forbinde landskaber, kunst, sociologi og historie i beskrivelsen af et land, som trods krisen har store muligheder. Alt er ikke forfald. I Bretagne og i det sydvestlige Frankrig møder han moderne initiativrige virksomhedsledere, dygtige håndværkere og landmænd, som følger med tiden. »Krisen rammer især de gamle industriområder. I områder, der ikke har kendt til industri eller først har oplevet industrialiseringen meget sent, klarer nye virksomheder sig bedre. Landbruget spiller en stor rolle, og turismen skaber mange steder i landet en købekraft, som også holder liv i servicesektoren selv i små byer«, vurderer Axel Kahn. I Condom i Gascogne støder han på statuen af regionens stolte sønner, de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis, og turen går et langt stykke ad vandrevejen GR 50, Grande Randonnée 50, som også var – og er – en af pilgrimmenes vigtigste veje til Santiago de Compostela i det vestligste hjørne af Spanien. »Flere steder møder man et oprør mod afskedigelser, lave priser for landbrugsvarer og nedskæringer. Revolten, oprøret, er en del af vores natur, og det er et sundhedstegn, at mange fortsat reagerer«. Møderne undervejs I disse områder præget af fremgang og optimisme følte Kahn, at oppakningen – ti kg letvægtstøj, en moderne mobiltelefon og en iPad, som han hver aften bruger til at skrive om dagens oplevelser på sin blog – vejede lidt mindre. Axel Kahn delte sine oplevelser undervejs, hvilket har fået enkelte dele af pressen til at gøre grin med ham. »Axel Kahn er på vandretur – og alle får det at vide«, lød det lettere ironisk fra en kommentator. Den kritik tager Axel Kahn roligt. Han har som videnskabsmand, universitetsrektor og politisk aktiv været vant til at kommunikere, og han var begyndelsen indstillet på at fortælle om sine oplevelser i en bog. Og hvorfor ikke gøre det undervejs på en blog? Den fulgtes af titusindvis af mennesker og hele pressen med det resultat, at lokalpressen var klar, når han efter 35-40 kilometers daglig vandring nåede frem til sit bestemmelsessted. Værterne på små hoteller og bed-and-breakfast – Gîtes – kendte ham også, og ofte var flere mennesker samlet om hans aftensmåltid. »Det var belønningen at møde alle disse meget forskellige mennesker på vejen og ved bestemmelsesstedet«, siger Axel Kahn i dag. Han undte også sig selv et godt sted at overnatte – i eneværelse. »Jeg er over den alder, hvor jeg er til andres snorken og sure sokker«, lyder det fra ham med et stort grin. »I skal turde ville« Hvordan går det så med franskmændene i disse hårde år, hvor den økonomiske krise direkte eller indirekte rammer de fleste familier, og hvor alle forsøger at leve med truslen fra terrorismen? Hvad har en kvinde i Givet i den ene ende af landet tilfælles med en kvinde i Menton i den anden ende? »Sproget binder dem sammen. Men patriotismen hos os er mindre end i mange andre lande. Nu har folk i årevis hørt om krise. Man sammenligner med lande, hvor det går bedre, så der er en følelse af, at det er bedre andre steder. Og mange er tiltrukket af retorik, som giver globaliseringen skylden for alle ulykker. Og andre forfalder til racisme«. Alligevel er Axel Kahn optimist. Der er masser af ressourcer i landet og befolkningen, vurderer han, og mødet med unge på gymnasier og foredragsturneer er også opmuntrende. »De ser, at jeg er en ældre mand. Men de ved også, at jeg har udrettet noget og gennemført et projekt, jeg havde besluttet. Ligesom den gamle mand, jeg mødte for 40 år siden, handler det om ikke at forfalde til passivitet. Så jeg siger til dem: »I skal turde ville. I skal prøve det, I har lyst til««. MICHAEL SEIDELIN EUROPAKORRESPONDENT, PARIS

Ingen kundeanmeldelser for tiden.

Kun registrerede kunder kan indsende en ny anmeldelse.

 

 

Gælder kun ved køb på www.